Danny Dehghani har over 6 års erfaring som jurist i Finanstilsynet og er specialist i regulering af kryptoaktiver. Danny har udover at have deltaget i EU-forhandlingerne om MiCA også været ansvarlig for implementeringen af forordningen i Danmark. Derudover er han både medlem af EU og FATFs ekspertgrupper om kryptoaktiver.
Peter Lind Nielsen rådgiver indenfor alle typer af ny teknologi, herunder kontrakter inden for bl.a. udvikling, anskaffelse og implementering, outsourcing, hosting, cloud computing samt automatiseringsprojekter. Herudover rådgiver Peter om de juridiske aspekter ved køb, udvikling og anvendelse af ny teknologi som bl.a. robotter og AI og de regulatoriske forhold. Peter er desuden specialist indenfor IP i relation til ny teknologi, herunder ophavsretlige forhold i relation til software og open source licenser og brug af AI, ligesom Peter rådgivning inden for cybersecurity (NIS2, DORA) og anvendelse og sikring af data (Dataforordningen, forretningshemmeligheder og databasebeskyttelse).
I mere end 20 år har Peter rådgivet både på kunde- og leverandørsiden. Han har særlig erfaring med kontrakter i EU-udbud og har omfattende erfaring inden for kontraktudarbejdelse, forhandling samt tvistløsning inden for it-projekter.
Peter er certificeret IT-advokat under Danske IT-advokat, hvor har også er bestyrelsesmedlem, og en ofte brugt foredragsholder og underviser. Han har desuden omfattende erfaring med contract management og er ansvarlig for Bech-Bruuns IT Contract Manager uddannelse.
Mikkel Brichthor Petersen er uddannet økonom og har mere end 10 års erfaring med kvantitativ investering. Han har arbejdet i hedge fund industrien som statistisk arbitrage trader og har ligeledes erfaring fra kapitalforvaltningsindustrien. Som medstifter og investeringsdirektør i AI Alpha Lab, et dansk fintechselskab som er specialister i probabilistisk AI, har Mikkel unik praktisk erfaring med udvikling og implementering af Bayesiansk machine learning til forecasting af fremtidige afkast på finansielle aktiver.